Forsikringer, denne gang fra en anden vinkel
Motorhistorisk Samråd har tidligere gjort flere tiltag med hensyn til at belyse og klarlægge den meget snørklede og usigtbare vej ind i forsikringsdelen hvad angår veterankøretøjer. Vi delte undersøgelsen op i to dele: den første var at lave en sammenligning mellem de forskellige selskaber, som har veteran- og klassiske køretøjer i deres forsikringsportefølje, men det stødte ind i så mange forskelle i parametrene, at det viste sig umuligt. Der var stor forskel på om præmiens størrelse var afhængig af, om man også havde sin indboforsikring, livsforsikring og andre forsikringer samtidig, eller om det kun var selve køretøjet/køretøjerne.
Den anden del til selskaberne relaterer til spørgsmål om skaderne.
Dette spørgsmål kan indeholde spørgsmål, som selskabet måske ikke umiddelbart anser det for relevant at besvare. MhS anmoder dog om, at selskaberne for fuldstændighedens skyld forsøger at besvare spørgsmålene så udførligt som muligt.
a) Hvor mange forsikringskunder med en veterankøretøjsforsikring har selskabet?
b) Hvor meget indbetaler den gennemsnitlige veteranforsikrede?
c) Hvor stort et samlet skadesbeløb blev udbetalt i hhv. 2013 og 2014?
d) Hvor mange skader blev der udbetalt erstatning for? Hhv. ansvar og kasko.
e) Hvor mange skader blev afvist?
f) Hvad var de hyppigste årsager til at afvise en skade?
g) Var der et bestemt segment (køretøjstype - alder) som bærer hovedparten af skaderne?
h) Var der en bestemt aldersgruppe (ejere) som var ansvarlige for skaderne?
Næsten forventeligt fik vi ikke svar på nogle af disse spørgsmål. Det kan selvfølgelig også være at betegne som nyfigent at spørge direkte eller indirekte, hvilket overskud veteranforsikringspræmier indbringer, men indirekte mundtlige svar tilkendegiver, at ingen selskaber har nogen form for tab på de samlede veteranforsikringer. En anden side af de (u)mulige svar ville have været at finde ud af om hvor mange veterankøretøjer, der blev totalskadet og dermed fik udbetalt skrotningspræmie.
Vi betaler jo alle 84 kr. om året i miljøbidrag. Når man tager i betragtning, at de allerfleste biler genopbygges eller lægges på hylden og gemmes som reservedele er det direkte uretfærdigt, at vi via vores forsikringspræmier skal betale til en ordning, der iflg. loven skulle hvile i sig selv. Men det kunne vi desværre heller ikke få svar på.
Imidlertid er der noget vi alle skal være opmærksomme på; nemlig at nærlæse vores forsikringspolicer. Hvad dækker policen? Mange har desværre fundet ud af, at hvis du kører med din klassiske bil på en autotrailer, er der normalt ingen forsikringsdækning på det, du kører med. Trailer ja og bil, men ikke bilen på traileren.
Dette dog kun, hvis bilen ikke er registreret og har en kaskoforsikring. Er det tilfældet, dækker kaskoforsikringen som sædvanligt. Derfor: hvis du skal køre med en ikke indregistreret klassisk, veteran eller blot almindelig bil skal du, for at være sikker på erstatning have en kaskoforsikring på autotraileren. Læs din forsikring godt igennem og hvis din forsikring ikke dækker uindregistrerede køretøjer på autotraileren, både din egen eller en du låner, så få det bragt det i orden. Tanken om hvilken skade en tabt bil kan gøre på andre, er totalt uoverskuelig.
Endvidere er det også muligt at få forsikret alle de dele (guld), du gemmer på hylderne i tilfælde af brand eller tyveri. Også de uindregistrerede køretøjer, du har, der står og venter på at du får tid til at gå i gang med en restaurering, kan forsikres.
Selvfølgelig gennemgår de fleste deres forsikringer for at sikre sig, at policen dækker det, vi tror den gør – men gør den ikke det, så er det vist på tide at sørge for, at både du og dit forsikringsselskab er helt enige om hvad der skal dækkes, hvis uheldet er ude. Og gerne her i den stille periode inden vi skal ud at køre igen.
Steen Rode-Møller
Formand
Motorhistorisk Samråd
|