Det er her værd at bemærke, at en fraskrivelse af selve reklamationsretten ikke fjerner sælgers oplysningspligt. Oplysningspligten skal nemlig opfyldes forud for handlens indgåelse, og derfor vil en køber, der har accepteret ikke at kunne reklamere, faktisk godt kunne reklamere alligevel, hvis sælger har fortiet oplysninger – eller måske direkte løjet om et bestemt forhold, som sælger kendte eller burde kende.
Tilsvarende vil en fraskrivelse af reklamationsretten ikke kunne påberåbes af sælger, hvis det viser sig, at der er pant eller udlæg i køretøjet – eller ikke er betalt korrekt og tilstrækkelig afgift. Det bør sælger ikke kunne være uvidende om.
Overfor sælgers oplysningspligt har køber dog en undersøgelsespligt. En civilkøber bør derfor opfordres til at lade køretøjet undersøge grundigt forud for handlen – eventuelt på et andet værksted, hvis køber ønsker det.
Hvad siger praksis – hvor meget skal der til? Det er faktisk sjældent, at civilkøb om køretøjer skaber tvister i det praktiske retsliv. Der kan være nogle sager om uaflyst gæld i en bil, eller tilfælde, hvor sælger har tilsidesat sin loyale oplysningspligt, men i praksis er det faktisk oftest handler om fysiske heste (fremfor de hestekræfter, der ligger under hjelmen), der i den sammenhæng har tiltrukket sig mest opmærksomhed fra domstolenes side. Hesten er jo dog bilens forgænger – men sager om heste har alligevel den svaghed, at hestens helbredsmæssige forhold kan ændre sig hurtigt afhængig af pasning og pleje – det er mindre udtalt ved køretøjer.
Et godt eksempel er dog en sag om to heste, der var solgt under en særlig betegnelse (renracede islændere). Selvom købeloven var fraskrevet, så var sælger alligevel ansvarlig for at have solgt hestene under en forkert betegnelse. Det samme vil gælde, hvis et veterankøretøj sælger under en forkert betegnelse.
Hvis man ikke selv kender sit køretøj ”tilstrækkeligt”? Det hænder, at man har et køretøj, som man ikke kender til fulde – hverken historisk eller fysisk. Tilsvarende ses fra tid til anden, at egentlige ”kendere” kan detaljer om ens køretøj, som man ikke selv kan – det være sig alt fra særlige udfordringer med rust til indstilling af tomgang eller lignende – og hvad stiller man så op med oplysningspligten?
Svaret er kort: Man kan ikke forpligtes til at oplyse mere, end man ved eller burde vide. Punktum. Og det er køber, der skal kunne bevise, at man havde eller burde have kendskab til det forhold, der danner grundlag for købers reklamation.
*** Læs videre i næste nyhedsbrev for nærmere om købers rettigheder; og få en anbefaling med på vejen.
Johanne Berner Hansen Juridisk Chef Dansk Bilbrancheråd
|