Kulturarven lider på Statens Museer
Statens museer er alle underlagt museumsloven. Heri er beskrevet hvordan deres primære opgave er, at varetage den i princippet evige bevarelse af fortidsminder og vores fælles kulturarv. Men når det kommer til tekniske indretninger og transportmidler, gør museumsloven os alle en bjørnetjeneste.
Igennem dialog med organisationen Zoneredningskorpsets Venner, er vi blevet gjort bekendte med deres arbejde med at få opdateret den eksisterende lovgivning, så den bliver tidssvarende, og tager hånd om de køretøjer, eller det materiel i det hele taget, der findes på de statslige museer, som eksempelvis Danmarks Tekniske Museum i Helsingør, Danmarks Jernbanemuseum i Odense eller Danmarks Flymuseum i Stauning m.fl.
Udfordringerne i museumsloven består i at museumsgenstande skal konserveres, og derefter må de i princippet ikke benyttes, da det vil slide på genstanden, der så over tid vil gå til. Enhver med en smule teknisk indsigt vil vide at disse køretøjer er, som Zoneredningskorpsets Venner beskriver det, ”konstrueret og indrettet til at køre, og hvis ikke de holdes i drift, vil bremser og stempler ”sætte sig”, pakningerne vil tørre ind, dækkene vil blive ”flade”, kølersystemet vil ruste, batteriet vil ”falde sammen”, messingtøj vil danne ir osv. osv.”
Ovenstående citat er fra foreningens henvendelse til Folketingets Kulturudvalg, og er tillige et uddrag fra deres seneste klubblad Zone-Nyt. Når deres blad er blevet udgivet til deres medlemmer, vil du kunne finde et link til den velformulerede artikel på vores hjemmeside.
I et ønske om at bevare for eksempel forskellige redningskøretøjer, må de således ikke komme ud og blive vist frem, faktisk må de frivillige end ikke åbne kølerhjelmen, eller aktivere nogle af de mange øvrige tekniske konstruktioner på et sådant køretøj. Ud over at det skader køretøjets funktion, så lider formidlingen af historien også voldsomt under museumslovens tunge låg.
FIVA har udgivet Torino charteret om bevarelse af den motorhistoriske kulturarv, der er baseret på og inspireret af UNESCO’s tilsvarende Barcelona charter fra 2003 om de historiske skibe, og Riga charteret fra 2005, der vedrører den historiske jernbane. I Torino charteret, udgivet i 2013, udtales det meget klart, at motorkøretøjer bedst bevares ved at blive brugt.
Til glæde for små og store fans af vores rullende kulturarv, håber vi at kustoderne må få lov at fremvise historien som den var, med lyd, lys, lugte og et maskineri i bevægelse. I Motorhistorisk Samråd stiller vi os derfor ved siden af Zoneredningskorpsets venner, og understøtter deres arbejde for en revidering og opdatering af Museumsloven. Vi vil også tage deres ønske med til Christiansborg, og forhåbentlig med helt ind på Kulturministerens bord.
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
Motorhistorisk Samråd
|