Nordisk-Baltisk møde 2025 i København
De nordiske og baltiske landes interesseorganisationer mødes en gang om året, og i år var det Motorhistorisk Samråd, der var værter. Vi havde inviterer vores søsterorganisationer fra Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne, Estland, Letland og Litauen. Island og Færøerne hørte vi desværre ikke fra og Letland meldte afbud. Ialt var vi 18 deltagere.
Et fyldigt program var tilrettelagt og blev afviklet på bedste måde. Vores møder lørdag og søndag blev holdt hos Haaning Collection i de mest indbydende omgivelser. Men også besøget hos Classic Car House og middagen lørdag på Willy’s gjorde stort indtryk. Fredag aften besøgte vi Roskilde Amerikanerbil Klub, som var mødt op med mange flotte biler, varme og godt humør. Der var vores deltagere begejstrede over hvor familieorienteret klubben er, og var tillige meget imponeret over klubbens konceptet med at plante Co2 udlignende træer, for hvert en deltagende bil i klubbens store træf. Som et ekstra fint indslag havde Johnny inviteret til møde søndag morgen hos Wittrup Motel ved Albertslund for dem, der måtte have lyst. Der mødte ca. 15 køretøjer op i det fine vejr, den ældste en NIMBUS Kakkelovnsrør og den yngste en Mercedes fra sidst 70’erne. Et overbevisende fremmøde, som gav et unikt indblik i spændvidden af vores levende kulturarv.
Fredag og lørdag havde vi lejet en gammel Volvo B655 årgang 1958 SAS-bus fra Bushistorisk Selskab i Skælskør. Det faldt meget i deltagernes smag. For ikke at belaste de enkelte landes foreningers økonomi, bliver alt betalt af deltagerne undtagen transporten og mødefaciliteterne, som MhS stod for. Men ud over den sociale side, som dog ikke er uvæsentlig, idet vi her danner kontakt med vores kollegaer, blev der afviklet et stramt program med indlæg fra alle de respektive lande samt fra Lars Genild, Vice President i FIVA (som MhS jo er medlem af), og Lars er formand for Legislation Commission i FIVA. Han fortalte om Periodesynsdirektivet og om Skrotningsdirektivet. Læs mere om det i vores nyhedsbrev fra august 2025.
Det er altid interessant og lærerigt at høre, hvad de andre lande kan berette. Norge Ligger i forhandlinger med forsikringsselskabet if, om måske at lave en fælles nordisk veteranforsikringsordning (if er repræsenteret i alle nordiske lande); en forsikring, som ikke har krav om alle andre forsikringer i husstanden skal med, for at kunne få en forsikring på sit veterankøretøj. Fra Estland hørte vi om deres regerings forfærdelige krav om at der skal betales vægtafgift på alle veterankøretøjer, også de ikke indregistrerede på museer eller i lader.
Vores nordiske-baltiske møde afholdes altid inden FIVA’s generalforsamling, som holdes i november. Denne gang i Brasilien. Formanden for MhS deltager ikke, da det bliver alt for bekosteligt. Men der sker forskellige udskiftninger i toppen af enhver organisation - også i FIVA. Og her er det, at vi i vores forum kan aftale, hvem vi ønsker fremme som ny kandidat for en af de kommende ledige poster i ledelsen af FIVA. Den norske formand, Carl Harbitz-Rasmussen, mente – og fuldt berettiget – at han ville kunne bringe FIVA fremad, og måske ændre den meget tunge administration. Alle blev enige om at pulje samtlige vores stemmer på Carl til afstemningen ved generalforsamlingen i november.
Inden hjemrejsen om søndagen fik deltagerne forskellige gaver bl.a. en bog til hver doneret af Jørgen Kjær (Forlaget Motorploven) med titlen: Forladte Lastbiler i Norden.
Vi i MhS ser frem til næste års møde i Nordic-Baltic Historic Vehicle Forum i Sverige.
Steen Rode-Møller
Formand
|