Syn af NIMBUS med sidevogn
Motorhistorisk Samråd, MhS, har været inviteret til møder med både Motorstyrelsen og Færdselsstyrelsen, og har således haft mulighed for at drøfte mulighederne for at afklare den ofte forekommende problematik i synshallerne som opstår, når en yngre synsmedarbejder skal syne en NIMBUS motorcykel med sidevogn.
For at imødegå disse problemer har to personer i Danmarks Nimbus Touring, DNT, udarbejdet er meget grundigt materiale, som klart beskriver hvor stelnumre er på hhv. motorcyklen og på sidevognen. MhS sendte en mail til vicedirektøren for Færdselsstyrelsen, Jesper Høgh Bach, med følgende ordlyd:
Jeg fremsender hermed de papirer som Danmarks Nimbus Touring (DNT) har udarbejdet med relation til syn af NIMBUS med sidevogn. For også at imødegå unge synsfolks krav om ihugning af stelnummer ved kronrøret på MC før 1956 (hvilket også ved flere lejligheder har været en anstødssten) er referencen også nævnt i papirerne. DNT beder mindeligt om at det fremsendte materiale kommer til synhallernes kendskab, så både ejere af NIMBUS motorcykler og synsfolk hurtigt og smertefrit kan få gennemført et syn.
Som et positivt biprodukt kan vi også få udbredt kendskabet til en væsentlig del af dansk motorcykelproduktion til dem, der måske ikke er helt opdaterede indenfor den danske rullende kulturarv.
Jeg skal også oplyse, at de tegninger, der er på dokumentet, har Knud Jørgensen copyright på. Knud Jørgensen har været med fra starten af DNT, men han har meddelt mig, at i den gode sags tjeneste afgiver han gerne sin copyright, blot dokumentet kommer til de rettes kendskab. Jeg håber meget, at Motorhistorisk Samråd på denne måde - i samarbejde med DNT - kan hjælpe Færdselsstyrelsen og dermed synshallerne med at gennemføre syn af NIMBUS og NIMBUS med sidevogn helt smertefrit i fremtiden. Hvis du/I får tid vil jeg meget gerne have en tilbagemelding om, hvad der sker videre frem i sagen.
Nogle få dage senere modtog MhS følgende mail fra vicedirektør Jesper Høgh Bach:
Efter at have modtaget din mail, har jeg fået undersøgt reglerne med hensyn til stelnummer. Det er klart beskrevet i afsnit 2.01.001 Vejledning om syn af køretøjer, at før den 1. juli 1956 kan stelnummeret være anbragt på en plade, der er nittet eller skruet på køretøjet. Det undrer mig derfor, at det giver anledning til problemer. Men det bør kunne løses ved at henvise synsmedarbejderen til dette punkt, såfremt I oplever problemer i forbindelse med syn af et køretøj, der er ældre end denne dato.
Færdselsstyrelsen kan desværre ikke tilbyde at videresende det vedhæftede materiale. Vi modtager flere anmodninger, bl.a. fra køretøjsimportører, om at videresende information til synsvirksomhederne, og det gør vi af princip aldrig. Årsagerne til at vi afviser dette er primært, at hvis vi skal videreformidle dokumentation, der indgår som synsgrundlag i forbindelse med godkendelse af et køretøj, skal vi forinden selv tage stilling til, om dokumentationen kan anvendes som synsgrundlag, og det er ikke vores, men synsvirksomhedernes opgave. Færdselsstyrelsen udstikker retningslinjer for, hvilken dokumentation der kan anvendes, men vi tager ikke stilling til en konkret dokumentation, da afgørelser truffet af synsvirksomhederne kan påklages til os, og vi derfor kan risikere at være inhabile i forbindelse med en klagesagsbehandling.
Jeg vil foreslå, at I kontakter de teknisk ansvarlige i de synsvirksomheder, I oftest benytter i forbindelse med syn af jeres køretøjer. Den teknisk ansvarlige kan vurdere en konkret dokumentation og evt. videreformidle den til synsvirksomhedens medarbejdere.
God sommer.
Venlig hilsen
Jesper Høgh Bach,
Vicedirektør Transport, køretøjer og klima
Steen Rode-Møller
Formand
Motorhistorisk Samråd
|