Se dette nyhedsbrev i en browser
Til Motorhistorisk Samråds kontaktpersoner, til fordeling og publicering
 
Nyhedsbrev til medlemsklubberne - Maj 2021
(Udsendes til abonnenterne 3. maj 2021)
	Støjkrav vedrørende bjergkørsel, blandt andet i og omkring alperne, vil stille ejere af ældre motorcykler i en ganske svær situation
Støjkrav vedrørende bjergkørsel, blandt andet i og omkring alperne, vil stille ejere af ældre motorcykler i en ganske svær situation

Motorcykelstøj eller ”loud pipes save lives”?  

Gennem flere år har der været ret stor fokus på støj fra især motorcykler i det sydlige Tyskland, og især i Østrig.  
 
Det kulminerede sidste år med at grupper i den tyske forbundsstat, fremsatte ret populistiske forslag omkring lovgivningsmæssige krav til motorcykelstøj, og i Østrig blev en række populære bjergstrækninger pludselig forbudt land for køretøjer med et stationært støjniveau over 95 dB(A). Sidstnævnte vakte i øvrigt noget undren hos mange, da der allerede i EU-lovgivningen (forordning 24 af 1997) er et gældende ”80 dB(A), målt med 20 meters afstand, ved accelererende forbi-kørsel med 50km/t” som en del af de europæiske typegodkendelser også kaldet ”motorstøj”.
 
Rent praktisk har det dog vist sig, at især sportsbetonede moderne motorcykler ikke er specielt støjende, når de tøffer forbi med 50 km/t, når dette ovenikøbet skal måles med 20 m afstand. Det er straks mere åbenbart, når de kommer skrigende med +14.000 o/m, i et forsøg på at nyde bjergvejene i kortest mulig tid. Nu vil især det Østrigske politi nok ikke blive specielt populære, hvis de i samfundets interesse, begyndte at foretage gentagne målinger på motorcykler, der hamrede op ad bjergene med omdrejningstælleren sat på stormstyrke.  
 
De har derfor været nødt til at ty til en mere praktisk mulig måling, nemlig den som kaldes ”stilstandsstøj”, og som gennem en del år (siden indførelsen af EU3-normen) har været noteret på registreringspapirerne for alle motorcykler. Det er her de maksimalt 95 dB(A) kommer ind i billedet, simpelthen fordi der som sådan ikke er angivet nogen generel maksimal støj, der er dog den hale ved målingen, at den i registreringspapirerne opgivende måling er gældende, såfremt den er lavere end de 95 dB(A).
En historisk gennemgang - Betyder alt dette noget for vore gamle motorcykler?
Ja, det gør det og grænserne afhænger selv for de gamle motorcykler af alderen.   
 
  • Er motorcyklen fra FØR 1969, er der reelt ingen krævede støjbegrænsning, men man var dog den gang efterhånden bekendt med, at støjniveauer over 95 dB(A) kunne give varige høreskader.   
  • Fra omkring 1969 og frem til Danmark meldte sig ind i EF i 1973, havde vi dog typisk støjniveaugrænser, der lå 2-3 dB(A) under resten af Europa. Derfor kom der regler i denne periode, som stillede krav om maksimalt støjniveau for motorkøretøjer på 84 - 92 dB(A) afhængig af motorstørrelsen.   
  • Med indlemmelsen i EF i 1973, blev der vedtaget en harmonisering der gjorde, at køretøjer godkendt i et andet EF-land ikke kunne nægtes godkendelse i Danmark. Vi fik derfor reelt de gældende maksimale 95dB(A) ind ad bagdøren.   
  • Forordningen 78/1015/EØF om støj fra motorcykler rykkede værdierne nedad til 78 – 86 dB(A). Regelsættet blev dog først reelt indført i Danmark i 1982, og indtil da (1973 – 1982) fremgik de danske støjkrav af Detailforskrifter for køretøjer, lydende på 84 – 88 dB(A).
  • Forordningen 87/56/EØF harmoniserede selve målemetoden for støjmålingen, og den blev gjort mere realistisk, i forhold til den støjudbredelse som en motorcykel frembringer ved kørsel i bymæssig bebyggelse. 87/56/EØF skærpede i 1987 i øvrigt niveauerne et nøk mere til 77 – 82 dB(A).   
  • I 1997 kom så forordningen 1997/24/EF der bragte værdierne ned til de i dag gældende 75 – 80 dB(A) ligesom man oprettede en kategori specifikt for knallerterne.  
 
Ældre motorcykler i en ganske svær situation
Disse værdier er reelt stadig gældende, men for alle aldre af køretøjer skal man være opmærksom på, at det målte støjniveau i virkeligheden, er en total værdi af fire – fem støjkilder: Vindstøj, dækstøj, motorstøj, indsugningsstøj og udstødningsstøj. På ældre motorcykler kan især motorstøj og indsugningsstøj andrage ret høje værdier.  
 
Det vi nok ligeledes skal være opmærksomme på, er at man snildt kunne give efter for et borgerpres og indføre nye generelle krav, der som konsekvens tilsidesætter de gamle støjregler, ligesom man måske allerværst kunne få en idé om, at stille krav om at såvel luftindtag som udstødning skal være originale.  
 
Sidstnævnte vil stille ejere af de ældre motorcykler i en ganske svær situation, da originale fabriksfremstillede udstødningsanlæg har været umulige at skaffe i årtier – de har det jo med at blive slidt på den ene eller anden måde.  
 
Ingen kan som bekendt forudsige fremtiden, men vi vil holde øje med udviklingen og ikke mindst gøre EU-parlamentarikerne opmærksomme på, at de skal være opmærksomme på, ikke at forivre sig og indføre regler for de køretøjer, der nok i virkeligheden slet ikke er problemet.  
 
Med vanlig venlighed
Lars Genild
Bestyrelsesmedlem og formand for FIVAs Legislation Commision
Motorhistorisk Samråd   
En ny pulje afsat til skrotning af dieselbiler, vil kunne tynde gevaldigt ud i vores motorhistoriske kulturværdier.
En ny pulje afsat til skrotning af dieselbiler, vil kunne tynde gevaldigt ud i vores motorhistoriske kulturværdier. 

Spar på soden, men ikke for meget

Fra den 6. april 2021 åbnes der igen op for en ny pulje til skrotning af ældre dieselbiler. Puljen er som den forrige skrotningspulje sat til 100 millioner, og man regner med at 36.000 dieselbiler vil blive skrottet under den nye ordning.  
 
Reduktion af NOX-udledningen Det er Regeringens ønske at nedbringe luftforureningen, ikke mindst i de større byer. Her vurderes det at Transportsektoren står for 45 % af den danske NOX-udledning, hvor de ældste dieselbiler antages at bidrage til en relativ stor andel af NOX-udledningen, og hvor de ældste modeller også er kilde til partikelforurening.  
 
Regeringen afsætter derfor en pulje på 100 mio. kr. til midlertidigt at hæve skrotpræmien for ældre dieselbiler. Skrotningsgodtgørelsen hæves til 5.000 kr. for de ældste dieselbiler fra før 2006. Initiativet er en del af aftalen om en grøn omlægning af transportsektoren, der understøtter regeringens langsigtede mål om at udfase benzin og dieselbiler der vil bidrage til ren luft i byerne.  
 
2.800 kr. ekstra Alle bilejere betaler et mindre årligt beløb gennem forsikringen, som gør at man kan få en skrotpræmie på 2.200 kr., når man skrotter sin bil. Den nye pulje til den midlertidige forhøjelse af skrotpræmien betyder, at der bliver lagt ekstra 2.800 kr. oveni i de 2.200 kr., så ejere af gamle dieselbiler der er ældre end 2006 samlet får en samlet godtgørelse på 5.000 kr.  
 
Vi har ikke noget præcist overblik over hvor mange veterankøretøjer der findes i dag med diesel-motorer, men det er ikke mange. Vi formoder også at dem der er nået så langt og stadig er bevaret, nok også skal blive taget sig kærligt af. Der er dog ikke nogen tvivl om at der er en hel del dieselbiler blandt de årgange der er omfattet af puljeordningen her, og som nu vil blive trukket til skafottet.  
 
Er kulturværdien mere værd end 5.000 kr.
I Motorhistorisk Samråd er vi som alle andre også bekymret for miljøet, og transportens indvirkning på dette. Vi har dog også en anden bekymring, den handler om bevarelsen af vores motorhistoriske kulturarv, og der vil en effektiv udryddelse af en særlig køretøjstype gøre det til en svær opgave.  
 
Det er derfor vores håb at man naturligvis vil benytte sig af denne ordning, men har man et særligt velbevaret og godt vedligeholdt eksemplar af en dieselbil, hvad enten det så er en personbil eller en af de få varevogne, at man så tænker på om ikke det specifikke køretøj kan have en anden værdi end blot den økonomiske.  
 
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
Motorhistorisk Samråd

Link til download af ovenstående billeder i større opløsning, til brug i tryksager og andre medier:

Billedtekst:
Støjkrav vedrørende bjergkørsel, blandt andet i og omkring alperne, vil stille ejere af ældre motorcykler i en ganske svær situation
 
Billedtekst:
En ny pulje afsat til skrotning af dieselbiler, vil kunne tynde gevaldigt ud i vores motorhistoriske kulturværdier. 
 
Billedtekst:
(Ingen)
Billedtekst:
(Ingen)
 Udgivelse af Motorhistorisk Samråds nyhedsbreve er venligst stillet til rådighed af
Udgivelse af Motorhistorisk Samråds nyhedsbreve er venligst stillet til rådighed af Ubivox
Klik her for at gå til vores Facebook side
Klik her for at gå til vores Twitter side
Klik her for at møde os på Instagram
Copyright © 2020 Motorhistorisk Samråd, All rights reserved.

Motorhistorisk Samråd
Nærum Hovedgade 3
2850 Nærum
Danmark
Frameld dig dette nyhedsbrev