En skattemæssig brugsværdi uden fæste i virkeligheden
I de sidste 30 år har der været skrevet meget om det man kalder ”brugsværdien”. Det er et begreb der er tæt knyttet til registreringsafgifterne på veterankøretøjer.
Brugsværdi-begrebet er opfundet af den daværende skattemyndighed, da man skulle fastlægge en lavere sats for registreringsafgifterne på veterankøretøjer, i modsætning til de almindelige afgifter ved brugt import. Historisk var det sådan, at de forskellige toldsteder i begyndelsen var i tvivl om den reelle procentsats, så nogle steder kunne man forhandle sig til en sats, og andre steder en anden. Et internt memo kunne senere kundgøre at satsen skulle være 40%.
Hvor kom de 40% fra?
Det er faktisk ganske enkelt, man antog nemlig, at et veterankøretøj kørte 40% af, hvad den almindelige gennemsnitlige hverdagsbil kørte. Myndighedernes oplysninger om veterankørsel den gang, var desværre bare ikke faktuelt baseret, men indhentet fra forsikringsselskabernes maksimale årlige kilometer, spædet op med en portion gætværk.
Således kom det til i mange år at ligge fast, at ”brugsværdien” på et veterankøretøj skulle være 40% af det afgiftsgrundlaget var for en almindelig import.
Sidenhen er der gennemført flere internationale, samt nationale, undersøgelser der påviser brugen af veterankøretøjer, senest den store FIVA undersøgelse der er offentliggjort her i juli måned, og som du kan læse mere om andetsteds i nyhedsbrevet. Igennem årene har det gennemsnitlige antal kørte kilometer for et veterankøretøj, vist sig at svinge nogle kilometer, men det har altid været meget få årlige kilometer.
Ny undersøgelse bekræfter tendensen
Som det fremgår af Lars Genilds artikel om FIVA undersøgelsens punkter vedr. veterankøretøjers årlige kilometer, så er de årlige gennemsnitlige kørte kilometer meget begrænsede. Faktisk kører vi kun ud 18 gange om året, og samlet bliver det kun til 1.388 km årligt, at en veteranbil den kører (MC blot 908 km årligt). Undersøgelsen viser også at en veteranbilsejer kun kører 2.368 km årligt, uanset hvor mange køretøjer vedkommende ejer.
Men hvor meget kører danskerne så i deres hverdagsbil? Ved FDMs årlige AutoIndex undersøgelse i 2020 deltog 23.000 personer. Med det store antal deltagende må det derfor antages, at deres gennemsnit må være rimeligt nøjagtigt for den danske bilpark. FDM-undersøgelsen viser, at man i gennemsnit kører 21.433 km årligt. Med de ovenstående tal kan vi altså regnes os frem til at brugsværdien som den gennemsnitlige veteranejer får ud af veterankørslen, er ret præcis 11%. Da det enkelte køretøj kører endnu færre kilometer årligt, vil brugsværdien af køretøjet i sig selv være endnu lavere.
Det der burde være mindre, er nu blevet større
Det kommer ikke som nogen overraskelse for Motorhistorisk Samråd, at fordelingen i lovgivningen er skæv. Vi har påpeget denne ubalance i brugsværdien på 40% flere gange. Det bliver derfor også desværre kun mere urimeligt, når vi ser på vedtagelsen af Bilpakken 2021, den der er trådt i kraft her per 1. juni. Der har man besluttet at hæve brugsværdien på veterankøretøjer, i stedet for det korrekte at sænke den til den rigtige værdi. Brugsværdien i registreringsafgiftsmæssig sammenhæng er nu 75%, og på vægtafgiften er den stadig 25%, en vægtafgift der oven i købet vil stige i kroner og ører, frem mod 2026.
Ud over at satserne i lovgivningen ikke står mål med virkeligheden, så har forøgelsen af brugsværdiandelen også den konsekvens at de nyeste veteraner, og dyreste, de stiger i registreringsafgift, hvilket er til skade for den generelle fremtidige interesse i veterankøretøjer, og vores fælles rullende kulturarv som de køretøjer jo også er en del af.
I Motorhistorisk Samråd vil derfor glæde os til at bruge informationerne fra FIVA undersøgelsen, når vi drøfter de generelle vilkår for motorhistorien i Danmark med de danske politikere.
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
Motorhistorisk Samråd
|