NIV – Et nyt ord veteranejeren ikke behøver at kende
Nu kommer Færdselsstyrelsen med tredje version af den danske implementering af EU's fælles typegodkendelsesforordning. To gange tidligere har styrelsen forsøgt at implementere forordningen, men har måttet trække høringsforslagene tilbage, og reducere i forslagenes kompleksitet. For hver gang er mere og mere overimplementeret og unødvendigt skåret fra, men nu forventer de at alt er tilrettet.
På et møde i 2023 mellem Motorhistorisk Samråd og Færdselsstyrelsens vicedirektør, fik vi endelig afklaret at forordningen kun kommer til at gælde nye køretøjer. Vi har dog stået tilbage med et uafklaret spørgsmål om konstruktivt ændre køretøjer. Nu kan vi glædeligt meddele, at selv om et gammelt køretøj ombygges, så vil det ikke blive betragtet som et nyt køretøj, og vil derfor ikke skulle overholde NIV-kravene i typegodkendelsesforordningen. NIV betyder i øvrigt National Individual Vehicles, som er køretøjer der ikke har en EU-typegodkendelse.
Færdselsstyrelsen havde i den forbindelse, november måned, indkaldt hele branchen til et orienteringsmøde, dels om typegodkendelsesforordningen, dels om de kommende ændringer til syns- og godkendelseslovgivningen. Siden synshallerne blev privatiseret for 20 år siden, har lovgivningen været udsat for en knopskydning og fremstår i dag alt for kompleks. Det er Transportministeriets departements ambition at der skal ryddes op i lovgivningen.
Man vil se på at gøre det mere enkelt og gennemskueligt. Blandt andet vil man opdele, så syn og godkendelse er to seperate dele. For synshallerne skal der være en meget tydeligere myndighedsfordeling af det der foregår i synshallen, der i dag udfører specifikke opgaver for Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Motorstyrelsen.
Man vil også se på kategoriseringen af synshallerne, så disse nemmere kan skræddersyes til de opgaver, de gerne vil løse. I Motorhistorisk Samråd håber vi på, at det gør det nemmere for os at vælge en synshal, der har helt styr på de gamle biler og motorcykler. De første tilpasninger er på vej ud i høring. Det skal blive spændende at følge.
Johnny B. Rasmussen Sekretariatsleder
|