Endnu et spændende dialogmøde med Motorstyrelsen
Motorhistorisk Samråd, og andre, har det privilegium at Motorstyrelsen har inddraget os som kvalificeret samtalepartner. Kvalificeret på den måde, at den detailviden vi ligger inde med, kan vise sig at være guld værd for Motorstyrelsen. Heldigvis gælder det også den anden vej.
Denne udveksling af erfaring, nyheder og gensidige forventninger, kaldet dialogmøder, ligger efterhånden fast i de halvårlige møder Motorhistorisk Samråd har med Motorstyrelsen. Et sådant møde fandt senest sted i Kaas (Vendsyssel) den 14. oktober 2022.
I forretningsudvalget i Motorhistorisk Samråd, havde vi på forhånd nedfældet et antal punkter, som kom til at forme den dagsorden, vi lagde for dagen.
Vi havde opdelt punkterne på tre forskellige overskrifter: Statuspunkter, evalueringspunkter og forslagspunkter.
Statuspunkter
Under statuspunkter var det vigtigt for os at høre om datakvaliteten i DMR. Motorstyrelsen er presset hvad angår opdatering, men der kommer en revision her i efteråret. Vores håb er, at den obligatoriske indkaldelse til ny vurdering, hvis man har monteret anhængertræk på sin veteranbil, bliver fjernet.
Et andet punkt var en afsluttende snak om ID-tab. Som mange måske allerede har set udsendte Motorstyrelsen det endelige resultat mandag, den 3. oktober. Motorhistorisk Samråd har her været hovedsparringspartner og efter et antal møder er det endelige produkt nu ude. Det består af et nyhedsbrev og en vejledning. Det endelige resultat er blevet både til at læse og til at forstå. Motorstyrelsen skal have stor tak for det fine samarbejde, og for den tillid vi er blevet vist ved at være ligelig samarbejdspartner i denne sag.
Evalueringspunkter
Fokus under dette punkt var på de historiske nummerplader. De nummerpladeserier, der er lagt til side til historiske nummerplader, og dermed skulle være friholdt fra reflekterende nummerplader, lader til at være brugt. Det betyder, at det er meget svært at finde kombinationer med to bogstaver og fire cifre til anhængere og campingvogne. Imidlertid er der dog en lysning at spore, idet den tid, der går fra en nummerplade er skrottet til nummeret kan genbruges til en historisk nummerplade nu bliver nedsat fra 12 år til 6 år, men vi ser det nu gerne endnu lavere
Et andet punkt i relation til nummerplader er spørgsmålet om messingbøsninger i typerne 3, 4 og 5. Det er der kommet en afklaring på, og nummerpladeleverandøren begynder nu at levere nummerplader med messingbøsninger med en afstandsskive bag på. Et udestående er så hvad man skal gøre med de nummerplader, der allerede er udleveret og hvor messingbøsningerne mangler. Det venter vi svar på. Endvidere mangler vi stadig svar på hvem, der skal betale for alle de fejlbehæftede nummerplader, der allerede er udleveret, hvis ejeren ønsker at få skiftet til nummerplader med det korrekte udseende.
Forslagspunkter
Mange ladefund, eller opløste private samlinger, ser dagens lys for tiden. Og det vil sikkert gøre en rum tid fremover, når min generation (bil, motorcykel- og knallertsamlerne) kører i garage for sidste gang. De personer der overtager køretøjerne, kommer ofte ud for, at papirerne mangler, men man vil gerne lave køretøjet i stand. Problemet er blot, hvad afgiften beløber sig til. Det samme gælder, hvis man importerer et godt brugt eksemplar fra udlandet. Denne usikkerhedsfaktor har Motorhistorisk Samråd i lang tid ønsket at få ændret til ejerens fordel, således at man kan få en forhåndsvurdering af den eventuelle afgift inden man går i gang med restaureringen i stedet for efter. Det vil nemlig kunne give en indikation af om det i det hele taget kan svare sig at lave køretøjet.
Og sluttelig bad vi Motorstyrelsen om at tale med Færdselsstyrelsen om at fjerne ordet “originalitetskravet”, som stadig er at finde i synsvejledningen, skønt det er mere end halvandet år siden, det blev fjernet ved lov.
Motorhistorisk Samråd sætter stor pris på at Motorstyrelsen tager sig tid til at lytte og fortælle om stort og småt indenfor vores fælles interesseområde. Det hjælper i den grad til at synliggøre vores hobby og samtidig til at beslutningstagerne ikke glemmer os, når der skal tages vigtige beslutninger. Dialogmøderne er et rigtig godt eksempel herpå.
Nu er vi spændt på hvordan og hvornår vores ønsker og forslag bliver ført ud i livet, og på næste dialogmøde.
Steen Rode-Møller
Formand
Motorhistorisk Samråd
|