Se dette nyhedsbrev i en browser
Til Motorhistorisk Samråds kontaktpersoner, til fordeling og publicering
 
Nyhedsbrev til medlemsklubberne - Maj 2022
(Udsendes til abonnenterne 2. juni 2022)
	Det blev endelig igen tid til en veteranmesse i Fredericia, denne gang gæstede vi vores medlemsklub Opel GT klubben
 Det blev endelig igen tid til en veteranmesse i Fredericia, denne gang gæstede vi vores medlemsklub Opel GT klubben

Forårets veteran og bilmesse i Fredericia

Motorhistorisk Samråd var igen til stede på forårets Veteran- og Bilmesse i Fredericia i messehallerne den 2 og 3. april, hvor Opel GT Klub Danmark havde inviteret MHS med som gæster.  
 
Det var helt tydeligt, til trods for snebygerne der dukkede op engang imellem, at der alligevel var forårsstemning i luften – veteranfolket længes efter at få luftet køretøjerne og socialisere. Så ud over stumpemarked var der hele 43 klubber tilstede i hallerne og det summede af liv, spørgsmål og interesserede på vores fælles stand. Specielt lørdag var der virkeligt ”run på”.  
 
På standen var det hovedsageligt Michael Deichmann der var til stede begge dage assisteret af undertegnede fra Opel GT klubben og det lykkedes Michael at få ”solgt” 4 nummerpladeerklæringer og der var mange flere, der havde spørgsmål til hvordan og hvorledes. De 3 flotte Opel GTère virkede som et fin trækplaster og de 4-5 GT folk havde travlt med at besvare spørgsmål de 2 dage.  
 
Det er kutyme, at vi i forvejen spørger en eller to medlemsklubber, om vi må gæste dem ved de næste messer, både for at hilse på og især for at høre, hvad der rører sig, informationer vi kan tage med hjem. Dansk Vintage Motor Club var villig til at huse os på efterårets messe i oktober og forårsmessen i 2023 vil Dansk Historisk Motor Klub gerne stille sig til rådighed på deres stand.  
 
Så vi ses helt bestemt igen!
Godt forår.  
 
Mikael Arngren.
Bestyrelsesmedlem
Motorhistorisk Samråd
Dorte Stadil, Johnny B. Rasmussen, Uffe Mortensen, Steen Rode-Møller, Niels Jonassen, Erich Karsholt, Jens Møller Nicolaisen og Martin Bech.
 Dorte Stadil, Johnny B. Rasmussen, Uffe Mortensen, Steen Rode-Møller, Niels Jonassen, Erich Karsholt, Jens Møller Nicolaisen og Martin Bech
 
Danmarks Motorhistoriske Arkiv
 
For snart et par år siden blev Motorhistorisk Samråd inviteret af Dansk Veteranbil Klub (DVK) til at deltage i en arbejdsgruppe, der har til formål at oprette et digitaliseret arkiv af de arkivalier, DVK råder over. Det drejer sig om hele samlinger af dokumenter fra store danske bilforhandlere, brochurer, instruktionsbøger, plakater, tidsskrifter og ikke mindst billeder.  
 
Fra starten og frem til nu har fokus været på at udarbejde en logisk rækkefølge at tilgå arbejdet. Vi skulle medtage i betragtningerne hvilke parametre, der skulle udvikles i softwareprogrammet, hvilke søgefunktioner, der var relevante og vigtige, hvilke krydsfunktioner, der skulle medtages og hvilket materiel, der skulle benyttes til skanningerne. Status i dag, foråret 2022, er, at der er opbygget et oversigtsskema, der tjener som database. Der er allerede indlagt mange forskellige emner, som udgør eksempler på, hvordan den videre indtastning og indføring af de skannede dokumenter/billeder skal foregå. Der er desuden etableret en prøvehjemmeside, som endnu ikke er tilgængelig for offentligheden.  
 
Det var så alt det tekniske, men, kan man spørge sig, hvorfor er det nu nødvendigt? Det er det fordi hele motoriseringen i de sidste 120 år har været så altafgørende for udviklingen af vores samfund i hele den vestlige verden, at det er alt for vigtigt bare at lade stå til og lade alle disse arkivalier forgå. Endvidere vil det være en guldgrube for såvel forfattere og skribenter som blot almindeligt interesserede at lede efter historiske oplysninger om enten en bestemt type køretøj, en nummerplade eller et motorcykelmærke. Alt sammen ting, du vil kunne finde i det kommende arkiv.  
 
Men intet kommer af sig selv. Arbejdsgruppen arbejder ulønnet, men penge skal der alligevel til. Der skal indkøbes materiel til skanningen og så skal der først og fremmest findes villige hænder, som vil være med til at skanne og dermed være en del af det vigtige team, der er med til at gemme motorhistorien i et tilgængeligt arkiv for alle interesserede.  
 
Steen Rode-Møller
Formand
Motorhistorisk Samråd
 
Et eksempel på et opslag i et af de journaler der i dag befinder sig på Rigsarkivet
 Et eksempel på et opslag i et af de journaler der i dag befinder sig på Rigsarkivet
 
Nu er toget kørt til perron…
 
Det hele startede ved et arrangement om ”crowdsourcing” i DR-byen for nok 10 år siden. Arrangementet var sat i scene af DR og Rigsarkivet og jeg fik der kontakt med nogle medarbejdere fra arkivet og fremlagt vores ide om at digitalisere toldjournalerne.  
 
Over de næste mange år blev der hvert halve år udvekslet e-mails – viljen var det skam på begge sider – men der skete kun lidt og langsomt.  
 
For nylig fik vi via venlige medlemmer en ny kontakt ind i Rigsarkivet, nemlig til den fra TV kendte arkivar Adam Jon Kronegh (”Forsvundne arvinger”). Adam arbejder i enheden for dataformidling, og en af deres fornemste opgaver er at gøre Rigsarkivets arkivalier tilgængelige for forskere og borgere. Så vi er nu havnet det helt rigtige sted. Over de seneste uger har vi udvekslet e-mails hvor vi redegjorde for forventninger og potentiale i digitaliserede toldjournaler.  
 
Og hvad er det så projektet går ud på? Fra 1924 til ca. 1970 blev der på alle toldkontorer udstedt toldattester når der var svaret afgift (det vi i dag kalder registreringsafgift) og i en journal blev data fra attesten skrevet ind – 1 linje for hver attest. Oplysningerne er ejers navn og adresse, køretøjets data og værdi. Det hele er skrevet i hånden, så hvis det skal gøres søgbart skal informationerne i journalerne skrives af i en database der kan søges i.  
 
Tirsdag den 5. april havde formand Steen Rode-Møller og jeg så et møde med Adam og leder af enheden for dataformidling, Jan Dalsten. Mødet var ganske kort og effektivt og vi fik lagt en plan for det videre arbejde. Nu skal vi have udarbejdet en projektbeskrivelse, beskrive design af den applikation, der dels skal bruges til indtastning af data og efterfølgende søgning i journalerne, have fundet 2½ million kroner og gerne 100 til at hjælpe med indtastningen. Indtastningen kan gøres hjemmefra så man skal ikke til København og Rigsarkivet for at hjælpe til.  
 
Hold øje med vores nyhedsbreve hvis du gerne vil hjælpe med indtastningen. Når der fløjtes afgang, giver vi besked her. Og kender du en god fond, må du gerne give os tippet nu. Vi skal i gang med noget fundraising.  
 
Michael Deichmann
Bestyrelsesmedlem Motorhistorisk Samråd
 
Billedet af Villy Poulsen med Nimbus Kakkelovnsrør, er fundet i hans udgivelse ’Veteranjournalen’ fra 1992
 Billedet af Villy Poulsen med Nimbus Kakkelovnsrør, er fra udgivelsen ’Veteranjournalen’ fra 1992
 
Villy Poulsen 1940 - 2022
 
Villy Poulsen var nok mest kendt iblandt motorcykelfolket. Det er ikke usandsynligt at mindst et af hans mange bogudgivelser vil være at finde i bogreolen. Villy testede i mange år motorcykler for aviserne og havde en journalistisk baggrund. Han var desuden også fast speaker til hovedparten af de danske motorcykelløb på Jyllandsringen og Ring Djursland, ligesom han i mange år stod for ture til Manx løbet.  
 
Det er derfor med stor sorg vi erfarer, at Villy Poulsen er gået bort den 25. marts.  
 
Selvom Villy Poulsens forfatterskab er et helt kapitel for sig, så var han også aktiv på en lang række andre planer. Således var han i 1965 med til at danne Danmarks Veteran Motorcykleklub der i dag er af landet største. Senere tog han initiativ til det i dag navnkundige Egeskovløb.   V
 
Verden er blevet en to-hjulet ildsjæl fattigere. Æret være hans minde.
 
Koncentrerede Stewards ved seminaret i Ljubljana, Niels Jonassen bagerst i lokalet.
 Koncentrerede Stewards ved seminaret i Ljubljana, Niels Jonassen bagerst i lokalet.
 
FIVA stewards mødes i Ljubljana
 
Ved alle internationale FIVA arrangementer skal der være en såkaldt steward til stede. Stewardens opgave er at se til, at FIVAs regler for arrangementer bliver overholdt, og at deltagerne får rimelige vilkår. Hvis der opstår en konflikt – det sker – kan stewarden træde til som overdommer.
 
Heldigvis forløber alt i de fleste tilfælde gnidningsløst, og arbejdet som steward er interessant, men kan også være både anstrengende og ensomt. Stewarden skal følge med i alt. FIVA har udnævnt og uddannet ca. 40 stewards fordelt på hele verden, de fleste dog i Europa. For at holde stewarderne a jour med regler og tendenser bliver der hvert andet år afholdt et seminar. Dette års seminar fandt sted i Sloveniens hovedstad, Ljubljana i form af et temmelig intenst møde lørdag d. 1. april. Der var ca. 30 stewards til stede som fik gennemgået og drøftet de problemer, der kan opstå. Flere kunne berette om problemer de havde oplevet, og mulige løsninger blev livligt diskuteret. Det var et lærerigt og nyttigt møde, som også kom til at dreje sig om fremtidige tendenser i lyset af bl.a. miljølovgivningen.
 
Niels Jonassen
FIVA Steward
 

Annonce

 
 
Læs mere
og bestil de flotte plakater

To flotte plakater til dit værksted eller din garage

Motorhistorisk Samråd har udgivet et sæt virkelig flotte plakater, der vil pynte på hvert et værksted, og i hver en garage. På denne side vil du kunne købe og bestille dem til levering.

I forbindelse med, at ordningen med historiske nummerplader blev udvidet i april 2020, og en lang række småfejl i samme omgang blev rettet på de eksisterende emaljenummerplader, så har vi lagt de gamle nummerpladeplakater på hylden, og taget et nyt smukt plakatdesign frem.

De nye nummerpladeplakater kommer som et sæt, den ene beskriver ordningen og mulighederne, og den anden viser de mange flotte typer af nummerplader der er tilgængelige i dag til alle køretøjer.

Link til download af ovenstående billeder i større opløsning, til brug i tryksager og andre medier:

Billedtekst:
 Det blev endelig igen tid til en veteranmesse i Fredericia, denne gang gæstede vi vores medlemsklub Opel GT klubben
 
Billedtekst:
Dorte Stadil, Johnny B. Rasmussen, Uffe Mortensen, Steen Rode-Møller, Niels Jonassen, Erich Karsholt, Jens Møller Nicolaisen og Martin Bech
 
Billedtekst:
 Et eksempel på et opslag i et af de journaler der i dag befinder sig på Rigsarkivet
 
Billedtekst:
 Billedet af Villy Poulsen med Nimbus Kakkelovnsrør, er fra udgivelsen ’Veteranjournalen’ fra 1992
 
Billedtekst:
 Koncentrerede Stewards ved seminaret i Ljubljana, Niels Jonassen bagerst i lokalet.
 Udgivelse af Motorhistorisk Samråds nyhedsbreve er venligst stillet til rådighed af
Udgivelse af Motorhistorisk Samråds nyhedsbreve er venligst stillet til rådighed af Ubivox
Klik her for at gå til vores Facebook side
Klik her for at gå til vores Twitter side
Klik her for at møde os på Instagram
Copyright © 2020 Motorhistorisk Samråd, All rights reserved.

Motorhistorisk Samråd
Nærum Hovedgade 3
2850 Nærum
Danmark
Frameld dig dette nyhedsbrev