|
Er der rabat når alle betaler det samme?
Når det kommer til vægtafgiften, præges dette afgiftsområde af et skisma der fortæller om en ”rabat” nedsat til 25% af det, som øvrige betaler. Sagen er, at vægtafgiften er fast knyttet til en specifik årgang og ældre end det. Det betyder at om ganske får år, vil der ikke være nogen, der betaler de 100% i vægtafgift, og ”rabatten” vil dermed være illusorisk.
Samtidig har indførelse af først Grøn Ejerafgift, siden Co2 afgiften, betydet en generel sænkning af de løbende afgifter. Det har den uheldige konsekvens, at det i dag er lige så dyrt, om ikke dyrere, at eje og vedligeholde et historisk køretøj, sammenlignet med den hverdagsbil som man også har. Senest i 2032 (35 år efter indførelse af Grøn Ejerafgift) er det vores ønske at hele vægtafgiftsscenariet erstattes med en løsning, der skal gælde alle historiske køretøjer ældre end 30 år.
Den automatiske tildeling af en ”rabat” på den løbende afgift vi har i dag, foreslår vi erstattet af en kobling til den nuværende ordning med ”Registrering til veterankørsel” og de begrænsninger der i forvejen findes deri. Om nødvendigt, af hensynet til statskassen og for at få de 30+-årige med, kan MhS foreslå at indføre en opdeling af vægtafgiften i to etaper: Reduceret veteranejerafgift fra 30 år, og yderligere reduktion fra 60 år og ældre.
Begrænser registreringsafgiften interessen for de historiske køretøjer?
Brugsværdien ved importsager er senest sat op til 75%, hvilket har fået konsekvenser for importen af de yngste veterankøretøjer. MhS ønsker at brugsværdien også her nedsættes til den mere korrekte 10% eller lavere, hvilket vil kunne betyde en større import af historiske køretøjer fra midt 70’erne og frem.
Denne mulige større import af de yngre veterankøretøjer, ser vi kun som en fordel for hele arbejdet med at bevare den rullende kulturarv. MhS ser det som særligt væsentligt, at der også for de yngre veterankøretøjers vedkommende er gode vilkår, da det ofte er med disse årgange interessen starter, for siden at udvikle sig til andre årgange og modeller. Hvis vi ikke skaber gode vilkår for nye interesserede, så uddør fællesskabet omkring den rullende kulturarv langsomt – men sikkert!
Problemstillingen om brugen til daglig kørsel ser vi, man kan løse ved at koble den allerede eksisterende ordning, ”Registreret til veterankørsel” på køretøjet allerede ved importen og afgiftsberegningen.
Går Danmark imod EU-retten i eksportsagerne?
Registreringsafgiftsbetalingerne er steget på vognparken gennem årene, er der på trods heraf en helt generel undtagelse for godtgørelse af afgift ved eksport på køretøjer 35 år og ældre. En opdatering af registreringsafgiftsloven bør som minimum omfatte, at den oprindelige EU-retslige afgørelse der gik Danmark imod, også skal indføres for historiske køretøjer.
Forslaget kan få den betydning, at man nødvendigvis skal se på en praktisk løsning, der adskiller sig fra de almindelige køretøjer. En sådan løsning har vi også givet ekspertgruppen, med en skillelinje ved importsager fra før og efter 2018.
Ekspertgruppe, nu med ekspertise på veteranafgifter
Med vores omfattende redegørelse om fejl og mangler i den danske lovgivning, hvor det vedrører historiske køretøjer, er eksperternes viden nu ikke længere begrænset til at vide noget om elbiler og moderne drivmidler. Nu ved de også, at der er en hensyntagen til vores fælles rullende kulturarv, til de mange mennesker der holder denne kulturarv vedlige, og ikke mindst til de mange virksomheder, der her har deres indtjening og genererer arbejdspladser i det her felt.
I Motorhistorisk Samråd engagerer vi os i Regeringens Ekspertgruppes arbejde, og vi glæder os til at se de konklusioner, de vil lægge frem for Folketinget en gang efter sommer.
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
|