Den nok mest paradoksale sag fra Sverige med fire importerede amerikanerbiler fra 50’erne, som de svenske myndigheder først forlangte skrottet, og som dernæst, da sagen blev påklaget, meddelte at en klagesag ikke havde opsættende virkning, nu har oplevet en positiv udvikling.
Først blev myndighederne nødt til at frafalde kravet om skrotning uanset klage over kravet – det var grundlovsstridigt også i Sverige, så den faldt til jorden. Så var der en del polemik med den måde som myndighederne rent faktisk opbevarede de tilbageholdte køretøjer, da dette blev gjort i åbenlys strid med deres egne regler.
Slutteligt blev sagen ført i retten og her kom man frem til en undtagelse, der allerede eksisterer i EU's End of Life direktiv (2000/53/EF) af 18. september 2000, i form af betragtning 10:
”Veterankøretøjer, hvorved forstås historiske køretøjer og køretøjer med samlerværdi eller beregnet for museer, der opbevares fornuftigt og miljømæssigt forsvarligt i køreklar eller adskilt stand, er ikke omfattet af den definition på affald, der er fastsat i direktiv 75/442/EØF, og falder ikke inden for dette direktivs anvendelsesområde”.
Det er dog en forudsætning for denne betragtning, at køretøjets opbevares på en miljømæssig forsvarlig måde.
I retten bestemte man, at det skulle være den måde, hvorpå køretøjerne opbevares EFTER importen, og ikke under forvaringen hos de svenske myndigheder, der skulle danne grundlag for vurderingen af køretøjerne. Anlægger man samme betragtning omkring de andre sager, der har været med køretøjer under transport ud ad eller ind i Sverige, vil ingen af disse kunne kræves tilbageholdt.
Sagen omkring en VW T3 der blev tilbageholdt ved Øresundsbroen, hvor en af begrundelserne for at det skulle være skrot var, at køretøjet ikke var synsmæssig korrekt stand – dette køretøj er siden rent faktisk blevet synet og indregistreret i Sverige, men man har uvist af hvilken grund stadig ikke fjernet udførselsforbuddet på køretøjet. Vores svenske søsterorganisation MHRF er dog ret sikker på, at dette kommer til at ske i den højeste miljøinstans ”Svea Hovrätt” meget snart.
Med danske øjne virker det dog ret mærkeligt at myndighederne i forbindelse med sådan en tabt sag, ikke af egen drift eller direkte pålagt af retten, gennemgår verserende sager, der er opstået på basis af den fejlagtige fortolkning af lovteksten. Det kan tilføjes at alle fortrædelighederne med den svenske Miljøstyrelse, er brugt direkte til at påvirke EU's revidering af det nuværende regelsæt. Faktisk er det lige før vi burde takke de svenske miljømyndigheder for at afprøve alle de forkerte håndteringer af End of Life direktivet, inden direktivet står foran en revidering og opdatering.
Lars Genild
MhS-bestyrelsesmedlem & Præsident for FIVAs Legislation Commision
|